Er du frisk og 14-23 år, så se lige her - Introforløb hos Esbjerg Ungdomstriatlon!
Esbjerg Ungdoms Triatlon indbyder til et fedt 7 ugers introforløb, der henvender sig til dig, der er vild med et aktivt liv og som i godt socialt samvær har lyst til en udfordring. Kom og prøve kræfter med triatlonsportens tre discipliner.
Triatlon er en alsidig sportsgren, hvor der både trænes svømning, cykling og løb. I intro-forløbet tilbydes du undervisning i alle tre discipliner. Du er ikke tvunget ud i alle tre discipliner og kan fravælge, hvis der er noget, du ikke føler dig klar til. Vi vægter tryghed i træningen meget højt.
Alle kan deltage uanset niveau og kan du ikke svømme eller har du ikke en racercykel, skal du ikke fortvivle. Du bliver guidet igennem forløbet af vores faste trænere og ungdomsudøvere, som vil tilpasse træningen til netop dit niveau. Og det kræver ikke andet udstyr end passende påklædning, gerne et par svømmebriller, og cykeltræningen kan foregå med din hverdagscykel, selvfølgelig med cykelhjelm. Vi kan eventuelt også være behjælpelige med en lånecykel.
Introforløbet løber over 7 lørdage, hvor du vil blive introduceret for følgende elementer:
- Svømmetræning inkl. svømmetekniske øvelser,
- Cykeltræning inkl. cykeltekniske øvelser,
- Løbetræning inkl. løbetekniske øvelser,
- Al træning tilpasses de enkelte deltagers niveau,
- Skiftetræning (skiftet fra svømning til cykling og fra cykling til løb),
- Krydstræning (Konkurrencetræning, hvor flere discipliner trænes lige efter hinanden).
Vi starter op lørdag den 10. april, hvor vi mødes på trappen foran Dokken på Gl. Vardevej kl. 10.00.
Efter tilmelding bliver du tilknyttet en facebookgruppe med program og relevante opdateringer.
Esbjerg Ungdomstriatlon vægter balancen mellem at udfordre sig selv, blive dygtigere til sin sport, gensidig respekt og det stærke sociale netværk meget højt. Vi rummer både nybegyndere, motionister, talenter og eliteudøvere, hvor alle har lige stor plads i vores fællesskab.
Ønsker du at høre mere om forløbet og/eller tilmelde dig, skal du kontakte Træner Søren Guldager Nielsen.
Tlf.: 29892947, Mail: nielsen129@hotmail.com , Messenger: Søren Guldager Nielsen.